Husk at vise billeder i denne mail. Eller se nyhedsbrevet i en browser

Indblik: Nyhedsbrev til forældre

Ørestad Gymnasium
Som forældre modtager du vores nyhedsbrev, som vi kalder "Indblik". Her forsøger vi at holde forældre opdateret om, hvad der foregår på skolen, så det er lettere for dig at følge med i dit barns skolegang på gymnasiet.

Har du ikke lyst til at modtage flere nyhedsbreve fra os, kan du framelde dig her. 

Har du spørgsmål eller andet, er du velkommen til at sende os en mail.
 
Du kan se mere om, hvordan vi håndterer personlige oplysninger her på vores hjemmeside.

Med venlig hilsen
Suzette         og      Daniel
Uddannelseschef    Akademisk medarbejder

Multiforestillingen

I sidste uge kunne man se den traditionsrige Multiforestilling. Lærerne og eleverne har siden oktober arbejdet hårdt sammen for at skabe en morsom og tankevækkende forestilling, der består af både dans, musik, skuespil og medieindslag.
 
Multiforestillingen er en montageforestilling, hvilket indebærer, at den formidler små historier, der fungerer uafhænigt af hinanden, men de tager alle udgangspunkt i det samme tema. I år handlede forestillingen, som havde titlen "Under uret", om tid. Både nutid, fortid og fremtid, og der var mange fine fortolkninger af dette gennem hele forestillingen.
 
De mange elever, som har deltaget, har fået nye venskaber på kryds og tværs af klasser og årgange, og forestillingen er således med til at styrke det sociale fællesskab på skolen.
 
I har mulighed for at læse Ida's anmeldelse af forestillingen på vores hjemmeside. Her kan I også se udpluk af forestillingen, da den blev filmet fredag aften af nogle af vores dygtige medieelever.

Tid til studie- og sprogrejser i 2.g og 3.g

Det er snart tid til både sprogrejserne for 3.g'erne og studierejserne for 2.g'erne. Sprogrejserne i 3.g finder sted i uge 9 fra mandag til onsdag. Studierejserne i 2.g er i uge 10 - typisk fra mandag til fredag.
 
Når de unge er på rejse, skal de selv sørge for en forsikring. I prisen på rejsen er inkluderet 50 kr. til en afbestillingsforsikring, som skolen varetager. Det vil sige, at skulle man blive syg, vil man kunne få sine penge tilbage.
 
Den almindelige rejseforsikring, som skal gælde tyveri m.m., skal de unge dog selv sørge for. I må derfor meget gerne være behjælpelige med dette, hvis ikke jeres familie allerede har en rejseforsikring, der gælder hele familien.
 
Det blå sygesikringskort skal også helst være på plads. Det bestilles på borger.dk.

1.g'erne har valgt valgfag

1.g.erne har netop valgt de valgfag, som de ønsker at få i 2.g og i 3.g. Samtidig har eleverne i 2.g haft mulighed for at ændre deres ønsker til valgfag i 3.g. I 1.g har vi været rundt i alle klasser for at tale med eleverne om deres muligheder og hjælpe dem med, hvordan man vælger fagene på lectio. 

Vi håber selvfølgelig, at vi kan opfylde de flestes ønsker om et bestemt valgfag, men det er desværre ikke altid muligt. Det kan således ske, at f.eks. kun 4 elever ønsker et bestemt fag, og i så fald opretter vi ikke holdet. Der skal være mindst 10, der ønsker et valgfag, før holdet oprettes. 

Det kan også ske, at f.eks. 36 elever har ønsket det samme fag. Her må vi så skuffe 4 elever, da vi har som mål højst at have 32 elever på et hold af hensyn til læringsmiljøet. Hvem de 4 elever lige bliver afhænger af deres 2. prioritet og hvad der iøvrigt er muligt for at få den meget store kabale til at gå op. Alle elever får således at vide, at de både skal ønske en første og en anden prioritet, fordi vi ikke kan garantere, at man får sin 1. prioritet opfyldt.

Skulle nogle elever blive skuffede, når valgfagene offentliggøres, skal de henvende sig til deres studievejleder, der vil prøve at vejlede og hjælpe dem så godt som muligt.

Ny rektor på Ørestad Gymnasium

Mandag den 3. februar bød Ørestad Gymnasium sin nye rektor Mads Skrubbeltrang velkommen med musik og morgenmad til alle 1250 elever og ansatte. I sin tale til gymnasiet, fortalte den nye rektor om de to områder, som han i sin første tid vil have fokus på.
 
“Det ene område er elevtrivslen, og her vil jeg bruge tid på at spørge elever og undervisere ind til, hvad der er positivt ved at gå på Ørestad Gymnasium, og hvilke udfordringer der kan være. Her vil jeg også besøge de elevudvalg skolen har for at høre, hvad der rører sig uden for undervisningen. Samtidig er det vigtigt, at arbejdsmiljøet for alle medarbejdere er så godt som muligt. Vi skal være gode til at arbejde sammen, da et godt arbejdsmiljø giver gode elevresultater.”
 
Mads Skrubbeltrang kommer fra en stilling som rektor på Høng Gymnasium. Tidligere har Mads været gymnasielærer i Københavns og pædagogisk leder på Grønland. Mads er 42 år og cand. mag i engelsk og film- og medievidenskab.

SRO i 2.g og SRP i 3.g

Måske har I hørt de unge tale om henholdsvis SRO og SRP og oplevet, at særlig 2.g'erne har haft travlt i den seneste tid.
 
SRO står for studeretningsopgave, og er en større skrifltig tværfaglig opgave i 2.g., som ligger ud over de almindelige opgaver, der er knyttet til fagene. Målet er at træne eleverne i den type større opgaver, så de er klædt på til SRP (studeretningsprojektet) i 3.g. 2.g'erne skal også til en årsprøve, så de ligeledes får trænet, hvordan man går til den mundtlige prøve i SRP i 3.g. Årsprøven er naturligvis obligatorisk. Så skulle eleven blive syg, skal man kontakte administrationen om morgenen. 
 
I 3.g er SRP netop skudt i gang. Eleverne skal arbejde med deres SRP igennem længere tid, og de vælger selv fag og emne. Da SRP er en tværfaglig opgave, skal den skrives i to fag, og eleven får således tildelt to vejledere - en i hvert fag. Der vil være løbende vejledning, men der lægges stor vægt på selvstændighed, og derfor skal eleverne selv indsamle materiale og sætte sig ind i et måske helt nyt emne og stof. SRP afsluttes som noget nyt med en mundtlig prøve til den almindelige eksamenstermin til sommer.
 
De sidste to uger før påskeferien er der det, vi kalder skrivedage. Det betyder, at 3.g'erne skal skrive opgaven i disse to uger. Da SRP er en eksamen - og skrivedagene dermed er en del af denne eksamen, skal disse skrivedage tages meget alvorligt. Noget af tiden skal eleverne sidde på skolen og arbejde. 
 
I kan læse mere om SRP i vores Elevhåndbog.

Elever fra Ørestad fik topplaceringer på national sprogcamp

Fire elever fra 3.g kinesisk og to elever fra 3.g tysk deltog i den årlige sprogcamp på Hjørring Gymnasium, hvor sprogtalenter fra 45 af landets gymnasier dystede mod hinanden på engelsk, fransk, italiensk, kinesisk, spansk eller tysk.

Denise fra 3.a indtog en flot 1. plads i kinesisk sammen med sit hold, og Mona fra 3.q, som har tysk på A-niveau, indtog en flot 2. plads med sit hold.

Læs mere om dette på vores hjemmeside.

Frameld dig dette nyhedsbrev