Husk at vise billeder i denne mail. Eller se nyhedsbrevet i en browser
 Velkommen til Indblik - Nyhedsbrevet til forældre på Ørestad Gymnasium.
 
Så er vi i gang igen efter efterårsferien.

Indblik udkommer ca. en gang om måneden i skoleåret. Her kan du holde dig opdateret om livet for elever her på skolen, og vi vil skrive nyttig viden og praktisk info om arrangementer, betaling, studieture, osv.  
 
Har du ikke lyst til at modtage flere nyhedsbreve fra os, kan du framelde dig her

På vores hjemmeside har vi samlet mere information til forældre. 

Rigtig god læselyst,
Suzette og Rikke
Uddannelseschef og kommunikationsmedarbejder 

Prins Harry besøger Ørestad Gymnasium


I morgen, torsdag d. 26. oktober 2017, bliver en særlig dag her på Ørestad Gymnasium.

Her får vi fornemt besøg af en helt speciel gæst, nemlig Prins Harry fra det britiske kongehus. 
 
Det sker i forbindelse med Prins Harrys første officielle besøg nogensinde til Danmark d. 25. til 26. oktober 2017, hvor Ørestad Gymnasium er eneste undervisningsinstitution, prinsen har valgt at besøge. 
 
Prins Harry er interesseret i at komme ud på vores gymnasium, fordi han finder skolens innovative profil spændende, og fordi Ørestad Gymnasium er del af et internationalt Changemaking-program hvor ambitionen er, at eleverne skal uddannes til aktive borgere, der kan gøre en forskel.

Hans kongelige højhed vil deltage i individuelle sessions og workshops med eleverne 'for at høre de unge mennesker dele ideer og lave øvelser i forhold til at løse problemer i deres generation', lyder det. 

Gymnasiets rektor, Allan Kjær Andersen, ser frem til det kongelige besøg d. 26. oktober.

-Vi er beærede over, at Prins Harry vil aflægge os et besøg. Vi er glade for, at vi med hans besøg kan sætte fokus på vores Changemaking-program, hvor vi ønsker at bidrage til, at vores unge mennesker skal være engageret i samfundslivet og være med til at gøre en forskel, siger rektor.

Sikkerhed og ID under besøget

Under besøget er sikkerheden selvfølgelig i top, og PET og sikkerhedsvagter vil være til stede fra morgenstunden. 
 
Der vil være specielle sikkerhedsprocedurer, som vi har meldt ud. Men I må også meget gerne hjælpe jeres søn/datter med at være opmærksom på følgende i morgen: 
 
Kun skolens elever og ansatte samt det britiske kongehus' og den britiske ambassades folk får adgang til skolen under besøget, og alle, både elever og ansatte, SKAL vise billed-ID (studiekort) for at blive lukket ind. 

Eleverne skal forbedrede sig på at få tjekket deres skoletasker, når de skal ind på skolen, og derfor skal de tage mindst muligt med. De skal også huske deres taske, når de forlader lokalet.  
 
Efter besøget fortsætter dagen som normalt.

Vi glæder os til at byde Prins Harry velkommen til Ørestad Gymnasium.  

Så er der studiekort

Alle 1.g'ere har nu fået studiekort, og i disse dage begynder vi at dele studiekort ud til 2. og 3.g'erne. 
 
Som noget helt nyt gælder studiekortet også som nøglekort til skolen og Mediebyen (ved Field's). Alle elever får sin egen 4 cifrede kode, som er strengt personlig. 
 
Hvis dit barn er en af dem, der ikke kan få studiekort, har vi lige før efterårsferien givet dem et brev med hjem til jer forældre, hvor vi forklarer årsagen:  

Enten har eleven ikke afleveret sedlen om Elevdata, som vi har sendt ud og lagt på skolens hjemmeside - eller også har eleven ikke sat X i (og accepteret) punkt 4 på sedlen: 

4. Ørestad Gymnasium må registrere oplysninger om min færdsel ind og ud af bygningen via mit adgangskort.
 
Punkt 4 betyder, at når eleven bruger sit kort, registrerer kortet automatisk oplysningerne, dvs. det gemmer oplysninger om, hvornår man lukker sig ind og ud af bygningen - nøjagtigt som alle andre nøglekort. 

Vi er selvfølgelig forstående overfor elevens valg om ikke at sætte kryds i punkt 4. Men persondatalovens regler betyder, at vi så ikke må udlevere studiekort til eleven, og det er derfor ikke noget, vi bestemmer. 
 
Hvis eleven ombestemmer sig og gerne vil have et studiekort, kan det stadig nås. 

Dit barn har fået en ny seddel om Elevdata med hjem. Sedlen findes også her. 
Husk at sætte X i punkt 4! 

Sedlen skal afleveres underskrevet i administrationen. Hvis eleven er under 18 år, skal en værge skrive under.
 
Jo hurtigere sedlen afleveres, jo før kan vi lave studiekort.

Årets første karakterer på vej

I gymnasiet får man standpunktskarakterer to gange om året, i november og marts.

I denne første runde er det kun 2. og 3.g-eleverne, som får deres standpunktskarakterer. 
Offentliggørelse af 1. standpunktskarakter sker fredag 3. november kl. 15.15

Karakteren viser, i hvor høj grad eleverne kan det faglige stof, som klassen har arbejdet med indtil nu og er udtryk for lærerens samlede vurdering af eleven.
Det handler altså ikke kun om, hvilke karakterer eleven hidtil har fået for sine afleveringer. 

Fravær - hvad betyder det?

Du kan meget nemt selv tjekke din søn/datters fravær i Lectio.
Her er det vigtigt, at du kigger på det tal, der står under Periode. Ikke 'For året'.

Hvis eleven har fravær over 10%, får eleven i første omgang en advarsel. Hvis fraværet herefter fortsætter, vælger skolen at iværksætte en af disse sanktioner:
  • at fratage elevens SU
  • at eleven ikke kan rykke op på næste klassetrin, fordi lærere ikke kan vurdere den faglige indsats
  • at eleven ikke kan komme til eksamen i fag med for højt fravær
  • at eleven indkaldes til en samtale sammen med forældre og skolens ledelse, hvis eleven er under 18 år
Fraværsprocenten kan heldigvis hurtigt nedbringes, ved at eleven kommer i skole hver dag.  

Læs mere i Elevhåndbogen på skolens hjemmeside. 
 
Hvis eleven er over 18 år, skal du selv bede om login og password til Lectio af din søn/datter
Bemærk! Studie- og sprogrejser for 2.g og 3.g-elever skal betales i løbet af efteråret. Læs mere her 

OEG Gør-en-forskel-dag

Der kommer gode gerninger på skoleskemaet onsdag den 8. november, når alle elever deltager i OEG Gør en forskel-dagen (Changemaking), som er en stolt tradition på Ørestad Gymnasium. 
Eleverne erstatter skoleskemaet med en arbejdsdag, hvor det gælder om at gøre noget godt for andre, der trænger. 
De forskellige aktiviteter kan spænde over alt fra at sortere tøj til flygtninge, hygge med hjemløse i varmestuerne, gå med raslebøsser, give iPad-hjælp på et plejehjem, undervise folkeskoleelever eller give en hånd på dyreinternater.
OEG Gør en forskel-dagen ligger på samme dag som Operation Dagsværk, så vi opfordrer også eleverne til at lave et stykke arbejde og donere alle pengene til OD-projektet, som dette år er fattige børn og unge i Dhaka, Bangladesh. 
I kan selv hyre en ung til praktisk arbejde hjemme. Den unge skal have 350 kr. for 5 timers arbejde, som kan være alt lige fra at pudse vinduer, rydde op i garagen m.m. Læs eventuelt mere her.

Stort set alt er muligt, bare dagen gør en forskel for andre. 

Årets OEG Gør en forskel kalder vi også for 'Changemaking'.

Dagen ligger i tråd med skolens fokus på at skabe en aktiv og engageret elevkultur på skolen, bl.a. ved at give elever mere ansvar og uddanne dem til at tage det. Derfor er dagen også en klasseaktivitet, hvor eleverne selv skal definere deres frivillighedsprojekt for dagen. 

Læs mere om OEG Gør en forskel her
 

Forelskelse på plakaten


Tekst og fotos: Julie Medom Christensen, 3.o

Der bliver øvet på livet løs på årets store Multiforestilling, før det går løs i november.

Igen i år kaster næsten 100 frivillige elever og tre lærere sig ud i en multiforestilling, der lige som sidste år er en montage-forestilling.
En montage-forestilling består af en masse vidt forskellige små scener og sekvenser, bundet sammen af ét fælles tema. 

Dette års tema er forelskelse og heartbreaks, og alle scener og sekvenser består af elevernes egne historier - fiktive, som sande. 

Der vil være skøre, intense, humoristiske og kærlige indslag som eleverne har arbejdet på ned til mindste detalje. Alt sammen for at vise de fleste sider af, hvad der sker, når man er forelsket eller blevet dumpet, og sidder tilbage med et knust hjerte.  

For kunne kalde det en rigtig multiforestilling, har eleverne arbejdet med flere udtryksformer. Alle eleverne har været inddelt i de grupper, de gerne ville arbejde med; skuespillere, musikere, dansere, mediefolk, PR og backstage.

Og som noget helt nyt har man i år valgt at lave en ‘Kosagruppa’, inspireret fra tv-serien SKAM. 'Kosagruppa' skal sørge for hygge og god stemning, når alle mødes hver onsdag og de udvalgte øve-weekender. 

Vi håber, at så mange af jer som muligt vil komme og se 'Elsker, Elsker ikke'.


SPILLEDATOER: 

Onsdag 15. november 2017 kl. 19.00 (premiereaften) 
Torsdag 16. november 2017 kl. 19.00
Fredag  17. november 2017 kl. 19.00

Caféen åbner kl. 18.30. Vi håber meget, at så mange som muligt af familie og venner vil købe billet til 'Elsker, Elsker ikke'. 

Billetpris: 30 kr. Nærmere info om billetsalg på skolens Facebook + næste Indblik


Suzette og Rikke
Uddannelseschef og kommunikationsmedarbejder


Frameld dig dette nyhedsbrev