Husk at vise billeder i denne mail. Eller se nyhedsbrevet i en browser
Velkommen til Indblik - Nyhedsbrevet til forældre på Ørestad Gymnasium.
 
Og velkommen til et nyt skoleår for nye og 'gamle' OEG-forældre.  
 
Vi sender dette nyhedsbrev til forældre, Indblik, ca. en gang om måneden i skoleåret. I Indblik kan du holde dig opdateret om livet for elever her på OEG og få praktisk info om events, betaling, studieture, etc. Derfor er det en god ide at læse nyhedsbrevet grundigt :) 

Er dit barn gået ud, kan du framelde dig nyhedsbrevet her

På hjemmesiden har vi samlet mere information til forældre her:
 
Rigtig god læselyst,
Suzette og Rikke
Uddannelseschef og kommunikationsmedarbejder

Så blev det første skoledag

Rektor bød velkommen til 460 nye og spændte 1.g-elever, da første skoledag blev skudt i gang torsdag 10.august. Han fortalte om alt det, der venter eleverne de næste tre år, hvor de går fra unge til unge voksne. 

Der var en tale fra Elevrådets næstformand Mathias, som opfordrede de nye elever til at finde et spændende udvalg på skolen, som de kan melde sig til. Se listen over udvalg her
 
Og der var underholdning fra skolens OEG Festband, der sang og spillede for eleverne. 
  
Så gik de nye 1.g'ere med deres tutorer op i klasserne, hvor de blev mødt velkommen af deres lærere og fik praktisk info. Kl.12 mødte alle 2. og 3.g-eleverne ind, og skolen var fyldt. 

Peptalk på sociale medier


Traditionen tro var der et fællesarrangement for alle 1200 elever i idrætssalen kl. 14.
I år bød det på et spændende fællesarrangement med professor i filosofi, Vincent F. Hendricks (foto), som er ekspert i digital dannelse og sociale medier. Han gav en peptalk til eleverne om deres brug af sociale medier - og at man skal se sociale medier som Instagram og Facebook i det rette lys. 

- Alle har fået en megafon til offentligheden. Folks jagt på anerkendelse og 'likes' kan få dem til at gøre og sige alt, siger Vincent F. Hendricks.
 
Ifølge eksperten skal man anskue det på den måde, at man præsenterer et produkt på sociale medier - og det produkt er én selv.
 
- Og her skal man huske på, at det produkt man præsenterer, er den flotteste version af en, som ikke altid er i overensstemmelse med virkeligheden. Du kan sammenligne det med en ny Audi. En reklamemand tager ikke billeder af bilen i et dårligt lys, eller hvis den er beskidt. Man lægger det foto op, hvor bilen ser allerflottest ud. Sådan er det også med fotos på sociale medier; man lægger det op, som man tror, andre synes, er flot eller interessant. Det kaldes 'Social proof', dvs. man bliver påvirket af det, man tror, andre mener eller gør, lyder det fra Vincent F. Hendricks. 

'Puttefest' i Dyrehaven


I morgen, fredag, samles 9000 gymnasieelever i Ulvedalene i Dyrehaven efter skoletid, hvor de skal feste igennem til den årlige 'puttefest'.

Det er en årlig 'tradition', som intet har med gymnasiet at gøre. Sikkerheden er efter vores vurdering mangelfuld derude - især når mørket falder på! 

Sidste år var 180 unge (ikke fra Ørestad Gymnasium) forbi samaritterne. Langt de fleste var påvirket af alkohol eller stoffer. 11 elever (heller ikke herfra) blev indlagt, flere i livsfare pga. en for høj promille. 
 
Vi har haft en overlæge fra Herlev ude for at fortælle om de alvorlige konsekvenser ved så massiv druk, og vi har gentagende gange advaret vores elever om sidste års hændelser og meldt ud, at vi på ingen måde opfordrer dem til at deltage i arrangementet på fredag. 
 
Vi opfordrer derfor jer forældre til at tage en snak med de unge om festen på fredag, set i lyset af sidste års hændelser. Få input her: alkoholdialog.dk/foraeldre/
 

OEG Games og introfest

Fredag den 1. september er hele dagen afsat til den traditionsrige OEG Games (idrætsdag). OEG Games er en aktiv 'ryste-sammen' dag, hvor klasserne møder op i festlige udklædninger i alt fra beduiner til balletdansere.
Med idrætslærerne og klasselærerne i front kæmpes der om at være bedst i en række aktive og sjove/fjollede discipliner. Der gives også point for team-spirit og gode kampråb, og klasserne går meget op i det.
Det hele foregår på skolen og i Byparken, der ligger på den anden side af vejen, og alle er velkomne til at komme forbi og kigge på festlighederne. 
Den aktive idrætsdag afsluttes som altid med skolens store introfest. Der er indgang til festen fra kl. 20, og den slutter kl. 00.30. 

Når der er fest på gymnasiet, mødes mange elever for at "varme op" forinden. Nogle gange resulterer det desværre i, at eleverne er så fulde, når de ankommer til festen, at de ikke bliver lukket ind af vagterne. I stedet er vi nødt til at ringe til forældrene og bede dem hente deres barn.  
 
For at undgå dette kan det være en god ide at tale med de unge on deres alkoholvaner og huske dem på, at de skal have noget at spise, og lade være med at drikke sig fulde, før de skal til skolefest.
 
Ørestad Gymnasium er gået med i et fælles Alkoholkodeks med 11 andre gymnasier for at sende et signal til de unge om fornuftige alkoholvaner. Læs mere her: 

Vi mangler garderobevagter til introfesten fredag 1.sept.

 
Hjælp de unge med at få en god fest og mød andre forældre som frivillig garderobevagt. Arbejdstiden er kl. 20-00.50. 
 
Er du interesseret, så send en mail til lærer Karina på kdb@oegnet.dk

Vi tilbyder fuld forplejning, middag kl. 19.15 og gratis billet til de elever, hvis forældre står i garderoben. Det er rigtig hyggeligt, og du lærer andre forældre/ansatte at kende og får indblik i skolefesterne. 

Info om garderobevagter og fester her 

Introtur for alle nye 1.g'ere

Introturen i næste uge er obligatorisk for alle 1.g’ere, da den er en del af undervisningen. Derfor betyder manglende deltagelse også, at eleven vil få fravær i tre fulde dage. 
Udover det faglige aspekt er introturen også vigtig, for at man kan blive en del af fællesskabet i klassen. 
Turen starter og slutter på Ørestad Gymnasium.
 
Med på turen er lærere fra skolen samt tutorer fra 3.g, der vil guide eleverne trygt og godt igennem de faglige og sociale aktiviteter.
 
Det er en friluftstur, hvor man overnatter udendørs i telte, opdelt i køn. Eleverne skal huske bestik, tallerken og kop, varmt og praktisk tøj og fodtøj, regntøj, sovepose, liggeunderlag og sygesikringsbevis. Alkohol er ikke tilladt! 
 
Alle 1.g'ere har fået en seddel med hjem med praktisk info.

Fordeling af grundforløbs-klasser (GF) på introtur i uge 34 (21-25. august)
  
Lejr mandag-onsdag    onsdag-fredag     
Unnerød GF1, GF2, GF3 GF9, GF10, GF11  
Kongsøre GF4, GF5, GF6 GF12, GF13, GF14  
Egeruphytten GF7, GF8 GF15, GF16  
 
 
*Læs om introturen og find den fulde pakkeliste i vores velkomstfolder til nye 1.g'ere, der ligger på skolens hjemmeside HER

 Introturen er allerede betalt via brugerbetalingen på 1400 kr. Den skal betales, inden eleven tager afsted. 
Brugerbetaling

Undervejs i gymnasiet er der forskellige udgifter, som skolen ikke betaler. Derfor har Ørestad Gymnasium en ordning, hvor du én gang om året indbetaler et fast beløb pr. skoleår. 

Beløbet inkluderer en fast afgift på undervisningsmidler (e-bøger, i-bøger, kopier, print). Skolen ‘tjener’ ikke en krone på brugerbetalingen. 

Der er desværre alt for mange elever, der stadig mangler at betale, og vi opfordrer jer forældre til at hjælpe med at få betalt snarest for at undgå rykkergebyr. 

Husk navn og klasse på indbetalingen - hver årgang har sit eget kontonr. 

Alle 1.g: 1400 kr. indbetales til Reg. 3361 Kontonr. 10983401
Alle 2.g:  700 kr. indbetales til Reg.  3361 Kontonr. 10983452
Alle 3.g:  500 kr. indbetales til Reg.  3361 Kontonr. 10983460
 
*Introturen i 1.g er inkluderet. Der skal betales særskilt for studie- og sprogrejser i 2.og 3.g.
 

2.g og 3.g: Første rate til studietur og sprogrejse skal snart betales

Lige om lidt er der tilmelding til årets studietur i 2.g samt sprogrejse i 3.g. Eleverne tilmelder sig i løbet af august / begyndelsen af september.
Rejserne koster ca. 3.800 kr. afhængig af, hvor rejsen går hen. Hele beløbet betales af eleverne selv. 

Betalingen af turene foregår hen over efteråret i ca. 3 rater via betalingssystemet Gymbetaling.dk. Ifølge regler for studieture må skolen ikke lægge ud for eleverne, så det er vigtigt, at betalingsfristerne overholdes, hvis eleven skal med.
 

Støtte til studieturen

'Værdigt trængende' elever har mulighed for at søge økonomisk støtte til rejsen, hvis det er helt uoverkommeligt for familien at betale. Det kan f.eks være, hvis begge forældre er på kontanthjælp, hvis den unge er udeboende, eller hvis mor eller far er eneforsørger. 

Ansøgningsskema fås hos skolens studievejledere. Støtten skal søges inden 1. september, og ansøgningen kræver dokumentation. 

Skema og fravær er online

Du kan altid se dit barns skema på Lectio.

Det er et onlinesystem, hvor der også ligger data om afleveringer, fravær, eksamener osv. Vil du se disse, skal dit barn dele sin adgangskode med dig. 
 
Vi har samlet al information til forældre på vores hjemmeside: www.oerestadgym.dk/for-foraeldre/
 
Klar besked om fravær, sygdom og eksamener? Find dette og mere i Elevhåndbogen
 
 

Hjælp os med at holde fraværet nede

På Ørestad Gymnasium må vores elever højst have 10% fravær.
 
Ved over 10% fravær får eleven en advarsel, og hvis eleven er under 18 år, får forældrene besked om dette. 
 
Bliver fraværet hurtigt bragt ned igen, sker der ikke mere. Hvis eleven i længere tid har for højt fravær, kan skolen sætte ind med sanktioner. Det kan f.eks. være, at eleven får frataget sin SU i en periode eller ikke kan rykke op på næste klassetrin. 

3.g: SRP går snart i gang

Fra nu af og indtil juleferien vil 3.g'erne fokusere på SRP. Det er en tværfaglig, skriftlig eksamensopgave og den største selvstændige opgave, eleverne kommer til at skrive i deres skoletid. 
 
Arbejdet med problemformulering og research går i gang allerede i september og fortsætter hen over efteråret. I december har eleverne to ugers skemafri til at skrive opgaven.
Du kan læse mere om SRP i Elevhåndbogen.
Frameld dig dette nyhedsbrev