Husk at vise billeder i denne mail. Eller se nyhedsbrevet i en browser

Velkommen til Indblik

- Nyhedsbrevet til forældre på Ørestad Gymnasium
 
Indblik kan du holde dig opdateret om livet for elever her på OEG. Her vil vi skrive nyttig viden og praktisk info om arrangementer, betaling, studieture, etc. Derfor opfordrer vi til, at du læser nyhedsbrevet. 

Har du ikke lyst til at modtage flere nyhedsbreve fra os, kan du framelde dig her. På vores hjemmeside har vi samlet mere information til forældre. 

Rigtig god læselyst,
Suzette og Rikke
Uddannelseschef og kommunikationsmedarbejder

Vellykket Åbent Hus-aften

Vores årlige Åbent Hus-arrangement torsdag den 12. januar kl. 18-20.30 var en stor succes.
 
Langt over tusind besøgende kom forbi for at høre om at gå på OEG, og de blev mødt af vores mange engagerede elever og lærere, der var med til at gøre aftenen til en stor succes. Det er vi meget glade for. 
 
I stedet for rektors traditionelle åbningstale havde vi i år valgt at lave et Talkshow med rektor og elever, der fortalte om Ørestad Gymnasium, set med deres øjne.
 
Det blev super godt modtaget og kan ses her på skolens live tv-streaming.   
Efterfølgende kunne alle besøgende gå rundt på de forskellige etager og høre mere om vores studieretninger, globale netværk, fag, vores mange elevudvalg, tale med studievejlederne og meget mere. 
 
Kender I nogen, som overvejer at begynde i gymnasiet efter sommerferien, ville det være dejligt, hvis I vil anbefale Ørestad Gymnasium.

Her er et link til vores Facebook eller vores hjemmeside, hvor de finder alt under fanen 'kommende elever' - eller vores live-streaming fra Åbent Hus.
 
Vi håber at se mange af de besøgende den 10. august 2017 til 1. skoledag. 

En blomstrende Udvalgskultur

Eleverne er meget aktive i de mange udvalg, vi har på skolen, og det er vi rigtig glade for. I alt har vi 14 udvalg, og flere kommer løbende til.
 
Vi har f.eks. det forholdsvis nye udvalg OEGrøn, som vil lave flere grønne tiltag på skolen til gavn for miljøet, OEG Gaming, OEG Events, som står for fester og cafeer på skolen, OEG Bandet, der spiller op til events, en filmklub, Amnesty Youth, LGBT, Operations Dagsværk, TV Lorry-udvalget, der leverer programmer til TV2. Og så har nye udvalg set dagens lys på initiativ fra eleverne, nemlig OEG Foto og RadioAktiv.
 
Det er også værd at nævne skolens Elevråd, som er et af de absolut mest aktive i skolens historie. Elevrådet arrangerer sociale events for alle skolens elever, herunder Sportsaften og hyggeevent med temaet japansk animation. 
 

Foto: Tidligere miljøminister Ida Auken (Radikale) er på besøg på OEG for at holde foredrag for skolens miljøudvalg OEGrøn om cirkulær økonomi. Det handler om at værne om værdierne og bevare dem i cirkulære kredsløb til gavn for miljøet. 

I udvalgene kan eleverne samles om en fælles interesse og/eller kæmpe for en sag og finde et stærkt sammenhold med andre elever på tværs af årgange - og der er et for enhver smag.

Skolen bakker op om en aktiv elevkultur og støtter med hjælp, råd og en økonomisk håndsrækning, når udvalgene holder events. Men det er eleverne selv, der står for at drive udvalgene og tager initiativ til nye tiltag. 

Læs om alle vores udvalg her 

RAVE-festen nærmer sig

Nu er det tid til den årlige gymnassiefest kaldet RAVE-fest, der ligger fredag 3. februar. 
  
Vi gør et stort nummer ud af at informere de unge om, at de ikke skal drikke sig fra sans og samling før vores fester, for så bliver de ikke lukket ind. Det har heldigvis resulteret i, at vi til de sidste skolefester har haft meget få elever, der har drukket sig så fulde, at vi har været nødt til at ringe efter forældrene. 
 
Alligevel er det vigtigt, at vi kan få fat i jer i løbet af aftenen, hvis det skulle ende galt, og eleven får for meget at drikke og må sendes hjem. I må også gerne hjælpe jeres søn/datter med at huske at få nok at spise, og meget mindre at drikke, før festen starter kl. 20. 

AT på skoleskemaet

I næste uge går det løs med AT9, som er en obligatorisk, mundtlig eksamen for 3.g'erne. På mandag offentliggøres årets tema, som 3.g'erne skal arbejde med frem mod deres eksamen i juni.
 
AT står for almen studieforberedelse og skal klæde eleverne på til en videregående uddannelse. AT-forløbet starter allerede i 1.g og skal lære eleverne at arbejde videnskabeligt med emner på tværs af fag op gennem gymnasiet.  
 

Få styr på forsikringen inden studierejsen

Når eleverne i 2.g og 3.g tager af sted på studietur og sprogrejse, er det jeres egen private forsikring, der skal dække ved tyveri eller sygdom på turen. Hvis I ikke har en helårsrejseforsikring, kan I tegne en rejseforsikring hos et forsikringsselskab. 
 
Det er også vigtigt, at eleven har det blå sygesikringskort med på turen, da det gule sygesikringskort ikke dækker uden for Danmark. Det tager 2-3 uger at få lavet kortet.
 
 
Generelt om turen

Er du som 1.g-forælder interesseret i at læse mere om studietur og sprogrejse, så læs mere her under 'Studietur'

Det er nødvendigt, at eleven har lommepenge med på turen, da der undervejs på turen kommer udgifter til mad, drikke og andre småting, der ikke er betalt på forhånd.

Rejsen er en udflugt i skoleregi, og derfor er det ikke tilladt at drikke alkohol på turen. 

Elevers skitur er ingen studietur

SRP er en stor skriftlig opgave i 3.g
En del elever fra Ørestad Gymnasium tager sammen på skiferie i uge 7. Det plejer at være et populært arrangement, hvor eleverne har det sjovt og står på ski. Men vær opmærksom på, at dette ikke er en studietur i skoleregi. 
 
Der er ikke nogen ansatte fra gymnasiet, der er involveret i planlægning eller tager med på turen, og vi har ingen kontrol med, hvad eleverne foretager sig, og om forsikringerne er i orden. Det er en privat rejse, som eleverne selv arrangerer. Tag kontakt til det pågældende rejsebureau, hvis du vil vide mere. 
Frameld dig dette nyhedsbrev